Om arkiverne

De tre øer St. Thomas, St. Croix og St. Jan (nu St. John) var en dansk koloni under navnet Dansk Vestindien i 250 år indtil udgangen marts 1917. Som noget helt unikt er et stort antal arkivalier i form af protokoller, dokumenter og illustrationer blevet bevaret på og udenfor de tre øer. Dokumenterne giver et unikt indblik i historien om det vestindiske slavesamfund som en sukkerdyrkende koloni. De koloniale arkiver repræsenterer en umistelig værdi for for det vestindiske samfund i dag og Danmark, såvel som for alle de efterkommere, hvis forfædre var slaver, nybyggere eller tilhørte magteliten på øerne eller i Danmark.
Derudover er arkiverne unikke i forhold til international forskning i slaveriets historie og de atlantiske slavesamfund, både set fra slavernes synspunkt og med kolonimagtens fokus.
Arkivalierne er kilder af stor betydning både for lokalbefolkningens adgang til deres historie og for danskernes adgang til viden om forholdene i tiden som kolonimagt. Arkiverne giver en særlig mulighed for at komme tæt på ejendomsforholdene og det levede liv i den caribiske koloni i den sidste del af kolonitiden. Især politi- og rets dokumenterne giver med deres fyldige indhold nye oplysninger om slavernes behandling, vilkår og liv på øerne samt deres forhold til resten af befolkningen.
Da Danmark i 1917 overdrog Dansk Vestindien til USA, forblev flere vigtige arkivalier tilbage på øerne til brug for den fremtidige administration af øerne. De fleste af disse blev i 1936-37 overført til National Archives i Washington D.C. (NARA), mens en mindre andel på forblev på De Amerikanske Jomfruøer.
Arkiverne i Danmark
Det samlede antal DVI-arkiver fylder mindst 2.000 hyldemeter reoler eller to kilometer, og de findes flere steder.
Rigsarkivet har langt den største samling på omkring 1.600 meter.I forbindelse med markeringen i 2017 af overdragelsen til USA i 1917 digitaliserede Rigsarkivet næsten hele dets bestand af arkiver vedrørende USVI. Det er mere end 8 millioner sider, der nu er gratis tilgængelige for alle på internettet.
Der er lavet en registratur over indholdet med direkte links til det digitaliserede materiale.
https://en.rigsarkivet.dk/wp-content/uploads/2024/08/Registratur-Dansk-Vestindien.pdf
Arkiverne i USA
Det amerikanske nationalarkiv (NARA) opbevarer omkring 400 meter DWI arkiver, det meste er fra den lokale regering og dens afdelinger og institutioner.
NARA har lavet en indholdsfortegnelse til deres materiale, som er benævnt Record Group 55. https://www.archives.gov/research/guide-fed-records/groups/055.html#55.1
Arkiverne i USVI
På USVI findes ca. 200 hyldemeter.
Arkivalierne i Rigsarkivet er både løbende bragt til Danmark, og efter salget i 1917 blev en stor portion bragt til Danmark.
Den resterende del blev efterladt på øerne og omhandlede for den største dels vedkommende retsvæsen og ejendomsvæsen, som var nødvendige for den fortsatte administration af øerne. Således befinder politiretsprotokollerne for Christiansteds jurisdiktion sig på Rigsarkivet fra 1756-1841, mens protokollerne fra 1841-1918 befinder sig på St. Thomas, i alt 83 bind, mange af dem op til 500 sider.
En lille del af politiretsprotokollerne befinder sig på NARA, som i 1930erne og 1950erne fik en del arkiver til Washington, bl.a. bindene vedr. tiden omkring 1848 med slavefrigivelsen.
Derudover findes der på tinglysningskontorerne på St. Thomas og St. Croix mange ejendomsarkivalier, bl.a. realregistre og skøde- og panteprotokoller. Øerne var jo danske i 250 år, og arkivdannelsen er ganske som den danske, så det er ikke et større problem for danske forskere at forstå realregistrenes opbygning.
Copyright © All Rights Reserved
+4525777110