Om projektet
Siden 2023 har vi, tidligere rigsarkivar Asbjørn Hellum og tidligere stadsarkivar Ruth Hedegaard, digitaliseret gamle vestindiske arkivalier fra den danske kolonitid i det, der i dag er De Amerikanske Jomfruøer. Målet er at digitalisere så mange som muligt af disse vigtige arkivalier, som blev efterladt på øerne efter salget og overdragelsen til USA i 1917.
Projektet er gjort muligt takket være hovedsponsorerne: civilingeniør Knud Nørgaard og hustru Grethe Nørgaards Fond og Tage Nørgaard og Ulrik Nørgårds Fond, som støtter rejser, ophold, udstyr m.m., samt Rigsarkivet, som har leveret det nødvendige tekniske udstyr, og som står for oplæring og løbende faglig støtte. Derudover har Ernst Andersen og Tove Dobel Andersens Fond støttet med udstyr m.v. Helt afgørende er det også, at Rigsarkivet står for den langsigtede bevaring af de digitale kopier og gør arkivalierne offentligt tilgængelige via ArkivalierOnline på Internettet.
Digitaliseringen udføres af os på frivillig og ulønnet basis i tæt samarbejde med Rigsarkivet, de lokale myndigheder i US Virgin Islands og med hjælp fra andre frivillige i Danmark og lokalt på øerne.
Vi opholder os på St. Thomas og St. Croix to gange om året, hver gang i to til tre måneder.
Ved afslutningen af vores seneste ophold i april 2026 havde vi digitaliseret 302 bind svarende til 125.000 sider. Projektet forventes indtil videre at fortsætte frem til og med 2029.
Vi har nu digitaliseret politiretsprotokollerne fra 1841-1896 samt mange andre arkivalier, som løbende registreres i Rigsarkivets samlinger og kan findes via arkivets registratur. Vores digitalisering supplerer og udfylder huller i Rigsarkivets bestand.
Maskinlæsning og -genkendelse af gotisk skrift
Vi arbejder løbende med programmet Transkribus til maskingenkendelse af den danske gotiske håndskrift og samarbejder med Rigsarkivet om arbejdet med og tilgængeliggørelsesn af de transskriberede dokumenter. Se mere under fanebladet frivillige og AI
Vi holder jævnligt foredrag i foreninger og biblioteker m.v. og hører gerne, hvis nogen er interesseret i et foredrag om vores projekt.
På Rigsarkivets hjemmeside findes følgende artikel om projektet.
Copyright © All Rights Reserved
+4525777110